• Prolog til Maemo

    Date: 2009.09.14 | Category: Diverse | Tags: ,,,,,,,,,,,,,,

    Det er ikke længe siden OpenMoko så dagens lys, og varslede en ny æra indenfor mobilt Linux. At OpenMoko så ikke endte som den store succes er en anden sag – men i alle tilfælde kan man nok konkludere at det har ændret markedet og indstillingen til hvordan smartphones kan fungere.

    Det hele begyndte at se bedre ud da Google annoncerede Android – det mobile Google-operativsystem som integrerer fuldt med de store tjenester som Talk, Mail og Calendar. Imodsætning til folkene bag OpenMoko har Google som bekendt både penge og mojo nok til at gøre et seriøst indhug i markedet, hvilket de også – efter prototype-telefonen fra HTC, G1, har gjort med deres Magic. Ser man på populariteten og salget er der ikke noget at tage fejl af – Google har fat i den lange ende, og med mange flere Android-baserede telefoner på vej, ser det ud til at blive en helt ny standard hvad smartphones angår.

    Selv Nokias Symbian-operativsystem kan mærke presset, og begynder at vise tegn på alder – og hvad har Nokia så tænkt sig at gøre ved det? Først og fremmest gør de Symbian open source – og for det andet, og det umiddelbare langt mere spændende, bliver Maemo udviklet på i sådan en grad, at den med sin kommende hardware på Nokias N900, kan vise sig at blive en konkurrent til både Apples og Googles mobile operativsystemer.

    Hvad er Maemo så, som f.eks. Android ikke er? Maemo er langt mere fokuseret på multimedie, og understøtter afspilning af blandt andet Xvid-formatet, out of the box. Eftersom det er bygget på operativsystemet Debian (ligesom f.eks. Ubuntu) er der også udsigt til at mange kendte Linux-applikationer bliver porteret, og mange allerede er, og hvis jeg tillader mig at spekulere lidt, håber jeg også at det betyder at f.eks. SAMBA kan køre på den, så jeg – (jeg tillader mig at nævne mig), kan bruge den til at afspille video og lyd direkte fra min filserver, når jeg ikke er ved min hovedcomputer.

    Det er naturligvis kun spekulation – men mit indtryk er at mange andre også spekulerer, og når man nu kender Linux-miljøet, må man også konkludere, at hvis nok mennesker spekulerer, ender det som regel med at lade sig gøre i den virkelige verden.

    Allerede her kan man derfor forvente at Maemo bliver (jeg har selv endnu ikke prøvet en udgave, som f.eks. allerede findes på Nokias N800 og N810, så tag denne ydmyge blogger i nåde) langt kraftigere og mere fleksibelt end f.eks. Android (for nu kan det sammenlignes med Android, da det der bliver en telefondel), som jeg personligt tror vil komme til at blegne en smule i forhold til – specielt hvis der bliver udgivet nogle applikationer som kan håndtere Googles services på Maemo.

    Lad os kalde dette en prolog – for jeg vil uden tvivl ikke kunne lade være med at skrive mere om emnet i fremtiden, og da slet ikke når jeg endelig sidder med en N900 mellem hænderne.

    Del indlægget med andre:
    • Print
    • email
    • PDF
    • Facebook
    • LinkedIn
    • Twitter
    • RSS

    Lignende artikler